Tag Archives: overgangsfase

Tro og overtro: Beskyttelse af bruden

Der var gennem århundreder en stærk tro på, at bruden var særligt udsat for anslag fra det onde i den overgangsfase i livet, hvor hun gik fra at være en ugift pige til en gift kone. I det hele taget var man efter gammel opfattelse udsat for angreb fra ”det onde” eller ”de underjordiske” i livets overgangsfaser, som foruden bryllup også var dåb (fra hedning til kristen) samt død og begravelse (fra levende til død og genopstået).

Ordet bryllup kommer af det gamle ord brudeløb, som betød det brudeoptog, der foregik fra hjemmet til kirken – det var særligt her, at der var fare på færde – og det var også dette optog, der blev regnet for det vigtigste i hele bryllypsceremonien.

At det var dette optog, og ikke den kirkelige handling, der fik mest opmærksomhed, stammer fra, at kirken først efter mange århundreders kristendom i Danmark, blev den, der foretog den juridiske retsgyldige handling ved at vie folk. Ellers havde trolovelsen været det gældende. Og dermed var brudeoptogene oprindelig noget, der foregik fra brudens gamle hjem til det nye.

Der var derfor en lang række måder, man kunne beskytte bruden på: For det første var der hendes påklædning. Farven rød har været kendt siden oldtiden som en farve, der gav en særlig beskyttelse, så det var den mest brugte farve i brudehovedtøjerne. Samtidig kunne man beskytte med guld, sølv og ædelsten, da det også holdt det onde væk. Hos bønderne blev det erstattet af billigere pynt; glasperler, sølvspiraler, kulørte silkebånd samt sølv- og guldbånd.

Fig. 34. Brudenakke

Man sørgede også for, at bruden var omgivet af brudepiger, der var klædt på samme måde som hende. På den måde kunne man forvirre det onde.

Men man kunne også beskytte hende ved at lave en masse larm i optoget; spille musik og skyde med løst krudt, der skræmte det onde væk.

Den 9. juni kl. 18-20 fortæller jeg mere om emnet og viser brudehovedtøj.

ADD COMMENT

This post has 0 comments.