Tag Archives: Jomfru Maria

Himmeldronningen Maria beskytter kvinder i livets farlige overgangsfaser

Første fredag i februar 2017 holder Køge Museum sammen med resten af byen sin kulturaften under navnet Kyndelmisse. Temaet i år er Himmel og Hav.

Kyndelmisse er samtidig Himmeldronningen Jomfru Marias renselsdag, hvor hun igen, 40 dage efter Jesu fødsel, måtte komme i templet. Det var også en dag, der blev taget mange vejrvarsler for fremtiden, og for bønderne blev det regnet for den dag, hvor halvdelen af vinteren var gået og halvdelen af dyrenes foder skulle være tilbage.

I den katolske tid i Danmark havde Jomfru Maria en central betydning i religionsdyrkelsen, men med reformationen i 1536 fik kirken travlt med at udrydde katolske levn. Folket fortsatte dog til langt op i 1800-tallet med at dyrke Jomfru Maria, især når noget farligt var på spil, hvor man kunne risikere at dø eller blive taget af de underjordiske. Ved fødsler, hvor barselkvinder let kunne dø, kunne man påkalde sig Jomfru Maria til beskyttelse. Her brugte man remsen:

Jomfru Maria, lån mig nøglerne dine,

så jeg kan åbne lænderne mine.

Blomsten kodriver gik også under navnet Marias himmerigsnøgler og kunne hjælpe fødende kvinder med forløsning.

I Lund Domkirke opbevares fortsat en meget gammel særk, der tidligere gik under navnet Jomfru Marias særk, men nu tilskrives Hellig Margrethe af Højelse. Særken var meget yndet at låne ved fødsler, da man mente, at Marias kraft dermed kunne beskyttet den fødende.

Ved bryllup findes mange sagn om, at bruden kunne blive bortført af de underjordiske. Men havde hun taget en mariakrone på, og dermed lå under jomfruens beskyttelse, kunne de underjordiske ikke gøre hende noget. Disse mariakroner blev udlejet til brude af kirken. Kronerne havde smykket mariastatuer i kirkerne og dermed opsamlet en hellig kraft, der beskyttede brudene.

Ved Brudehøj tæt på Borbjerg Kirke skulle et optog forbi. Men Djævlen havde lagt en plan. Han forsøgte først at få en gammel mand til – mod penge – at tage brudekronen af bruden. Det ville han ikke. En dreng lod sig derimod friste af pengene og fjernede ikke kun brudekronen fra bruden, men også alle knappenåle hun bar. Og derefter forsvandt bruden.

 

ADD COMMENT

This post has 0 comments.